Spring til indhold
Forside

Nyhed

Studerende samarbejder om at udvikle bæredygtige biler, vindmøller og energilagre

Lagt online: 30.06.2022

Ved en event onsdag d. 29. juni præsenterede studerende fra Energi, Kemi- og Biovidenskab, Materialer og Produktion samt BUILD tværfaglige og innovative projekter, som lever i synergi med ENGINEERING-fakultetets strategi for bæredygtige forskningsprojekter.

Nyhed

Studerende samarbejder om at udvikle bæredygtige biler, vindmøller og energilagre

Lagt online: 30.06.2022

Ved en event onsdag d. 29. juni præsenterede studerende fra Energi, Kemi- og Biovidenskab, Materialer og Produktion samt BUILD tværfaglige og innovative projekter, som lever i synergi med ENGINEERING-fakultetets strategi for bæredygtige forskningsprojekter.

Af David Graff, ENGINEERING Dekansekretariat

Biler på brændselsceller, en vertikalakslet vindmølle og energilagre af sten.

Idéerne står i kø, når de studerende fra institutterne på Aalborg Universitets ingeniør- og naturvidenskabelige fakultet slipper fantasien løs i de såkaldte leadENG-projekter. Det er projekter, hvor de studerende samarbejder på tværs af uddannelser og årgange om at løse udfordringer, som er relateret til FN’s verdensmål.

Læs om leadENG-projekterne og tilgangen her: https://www.engineering.aau.dk/uddannelse/leadeng-projekter

Styrken ved at samarbejde på tværs

Olav Geil, der er prodekan for uddannelse på fakultetet, forklarer, at projekterne står rigtigt stærkt i kraft af den tværfaglige tilgang:

Når studerende fra eksempelvis uddannelsen i energiteknik samarbejder med studerende fra mekanik og produktion, så får de i fællesskab alle fordelene fra deres respektive fagligheder. Det betyder fx, at vi ikke alene kan regne ud, hvordan den mest muligt energibesparende bil kan bygges – vi kan også bygge den!

Olav Geil, prodekan for uddannelse på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Et andet eksempel er kemistuderende, som samarbejder med robotingeniører om at udvikle syntetiske molekyler ved hjælp af AI.

Erhvervslivet behøver leadENG

leadENG-projekterne er krævende – det er ikke let at få enderne til at mødes på tværs fagligheder. På den måde ligner de den virkelighed, som venter i erhvervslivet:

”Samarbejde på tværs af fagligheder om konkrete produkter er simpelthen forudsætningen for fortsat udvikling af vores samfund, ikke mindst for den grønne omstilling. Så evnen til samarbejde og fælles problemløsning er en nødvendighed – men ofte en mangelvare – i erhvervslivet”, mener Olav Geil. 

Og noget tyder på, at man også genkender behovet for gode samarbejdsevner i erhvervslivet. Eksempelvis har Søren Hageman Christensen, der er regionsdirektør i NIRAS, tidligere udtalt til leadENG-projektets hjemmeside:

”Vi oplever et voksende behov for medarbejdere, der ud over specifik faglig indsigt også har forståelse for helhedsløsninger på tværs af fag. Optimal bæredygtighed findes ofte som en balanceret løsning mellem flere tekniske, sociale og økonomiske interesseområder. Derfor er det vigtigt, at vores kommende medarbejdere har blik for hinandens fagligheder og evnerne til at bringe hinanden i spil.”

De seneste leadENG-projekter

Projekterne, der blev præsenteret d. 29. juni, var:

  1. Vertikalakset vindmølle (design af en flydende vertikalakset vindmølle inkl. brintproduktionsenhed).
  2. Byggeri af bil (konstruktion af biler med enten ren batteridrift eller med simulering af brint- og brændselsceller).
  3. Lagring af energi i stenlager (undersøgelse af højtemperaturenergi i stenlager via Stirling motor).
  4. Vadehavsplanten Salicornia som bio-ressource (undersøgelse af plantens gavnlige virkninger samt ekstraktion og oprensning).
  5. Robotteknologi til kemiske processer (identifikation af processer i kemi, der kan automatiseres med robotteknologi).
  6. Controllerdesign til elektrisk ratsystem (udvikling af demonstrations- og testsystem for traktorers automatiske styresystem).

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til leadENG, er du velkommen til at kontakte uddannelsesrådgiver Troels Frøkjær Christensen på tfc@adm.aau.dk eller på telefon 99402005.

I et leadENG-projekt har de studerende bygget en bil.
I et andet leadENG-projekt har de studerende bygget en vertikalakslet vindmølle.
Andre studerende præsenterer plakater om deres leadENG-projekt.