Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU udvikler nye grønne idéer sammen med verdens energibyer

Lagt online: 10.10.2022

Kobe, Stavanger, Aberdeen, Houston, Esbjerg og de 14 andre medlemmer af World Energy Cities Partnership har en fælles fortid som olie- og gasbyer. Nu er alle byerne med på den grønne bølge, og et symposium på Aalborg Universitet i Esbjerg fredag d. 7. oktober slog fast, at grøn succes er betinget af et tæt samarbejde mellem industri, borgere og forskere.

Nyhed

AAU udvikler nye grønne idéer sammen med verdens energibyer

Lagt online: 10.10.2022

Kobe, Stavanger, Aberdeen, Houston, Esbjerg og de 14 andre medlemmer af World Energy Cities Partnership har en fælles fortid som olie- og gasbyer. Nu er alle byerne med på den grønne bølge, og et symposium på Aalborg Universitet i Esbjerg fredag d. 7. oktober slog fast, at grøn succes er betinget af et tæt samarbejde mellem industri, borgere og forskere.

Klimaforandringerne og behovet for grøn omstilling er et globalt anliggende, som ingen længere hverken kan eller vil ignorere, og som kan samle byer fra hele verden. Det stod klart, da borgmestre og officielle delegationer fra World Energy Cities Partnership (WECP) var samlet på AAU Esbjerg fredag d. 7. oktober.

Det er et stærkt signal, at der er så bred opbakning til den grønne omstilling fra energibyer i hele verden. Men vi skal speede op og i endnu højere grad komme fra hensigtserklæringer til konkret handling, og derfor præsenterede vi også deltagerne for meget specifikke løsninger.

Prodekan Thorkild Ærø

Behovet for handling genkender Esbjergs borgmester og fungerende præsident for WECP Jesper Frost Rasmussen:

- Medlemmerne af WECP er fast besluttet på at tage aktivt del i at udvikle fremtidens energisektor og tilpasse den til fremtidens behov. Vi vil være i front i forhold til den grønne agenda, og vi håber, at vi kan være med til at trække andre byer med, siger han.

Opskalering af nye energiløsninger

Kizo Hisamoto fra Kobe i Japan, norske Kari Nordtun fra Stavanger og Mike Savage fra canadiske Halifax var blandt de borgmestre på besøg i Esbjerg, som blev inddraget i drøftelser om power-to-x, energi-øer og offentligt finansierede såvel som kommercielle muligheder for at opskalere produktion af vedvarende energi.

Foruden de officielle delegationer med borgmestre og forskere fra AAU deltog eksempelvis Energinet, Semco Maritime og Innovationsfonden med henblik på at anskueliggøre vejen fra forskning til konkret implementering.

- Budskabet var meget klart, at den grønne omstilling kan og skal lade sig gøre, og med den viden, som blev præsenteret på symposiet, er der faktisk ingen undskyldning for, at byerne ikke gearer endnu mere op, vurderer Thorkild Ærø og tilføjer:

- Som Connie Hedegaard, der blandt andet er formand for den grønne tænketank Concito, udtrykte det på symposiet, så er der behov for, at vi deler viden for at kunne komme fremad. Det gjorde vi i dén grad på symposiet og endda på global skala.

Se det fulde program for WECP’s årsmøde, der denne gang foregik over flere dage i Esbjerg og blandt andet inkluderede symposiet på AAU.

Fakta om WECP

World Energy Cities Partnership opstod i 1995, og i dag tæller sammenslutningen følgende byer:

  • Calgary, Canada
  • St. John’s, Canada
  • Halifax, Canada
  • Houston, USA
  • Villahermosa, Mexico
  • Barranquilla, Colombia
  • Stavanger, Norge
  • Aberdeen, Storbritannien
  • Esbjerg, Danmark
  • Luanda, Angola
  • Cape Town, Sydafrika
  • Atyrau, Kasakhstan
  • Dammam, Saudi-Arabien
  • Perth, Australien
  • Daqing, Kina
  • Dongying, Kina
  • Karamay, Kina
  • Ulsan, Sydkorea
  • Kobe, Japan

Læs mere på energycities.org