AAU logo

Engineering

Nyhed

Vinterens dimittender blev fejret

Vinterens dimittender blev fejret

Fredag den 7. februar blev vinterens dimittender fra Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet for IT og Design fejret i Aalborg.

Mere end 200 gæster var mødt op, da dimittenderne fra Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet for IT og Design fik overrakt deres eksamensbeviser ved en festlig dimissionsfest fredag eftermiddag.

- Selvom dagen i dag markerer afslutningen på jeres uddannelse her på Aalborg Universitet, så vil jeg opfordre jer til at se dagen som en begyndelse på et nyt kapitel i jeres liv. Bevar jeres nysgerrighed og jeres videbegærlighed. På den måde vil I også bevare jeres fundament for at skabe nye, kreative og innovative løsninger på samfundets største udfordringer - også om 10, 20 og 30 år.

Sådan lød opfordringen fra dekan Mogens Rysholt Poulsen, da han ønskede vinterens dimittender tillykke med deres uddannelse og dermed sendte endnu 118 dimittender ud i det omgivende samfund.
 

Fremtiden er svær at spå om

Professor MSO, Mads Albertsen, fra Institut for Kemi og Biovidenskab holdt årets festtale for dimittenderne. Han understregede, at han ikke kunne have forudset, hvor han ville være i dag, da han stod over for at skulle vælge emne for sit speciale for 10 år siden. Han gik fra en forestilling om at skulle forske i kræft til på under 10 år at blive en af verdens førende forskere i bakteriers DNA. I samme periode har han desuden stiftet en virksomhed, fået to børn og hentet 50 mio. kr. hjem i forskningsbevillinger.

- I kommer langt med passion, talent, hårdt arbejde og held, men husk at jeres vej gennem livet og jeres karriere også er stærkt påvirket af de personer, I omgiver jer med. Så husk på, hvad jeres omgivelser giver jer, og ikke mindst hvad I kan give dem, sagde Mads Albertsen blandt andet.

Professor MSO, Mads Albertsen, holdt årets festtale.
 

Siemensfonden overrakte legater

Udover eksamensbeviser blev der ved dimissionsfesten også uddelt legater fra Siemensfonden. Det ene legat blev overrakt til en specialegruppe, som til dagligt studerer på AAU i Esbjerg. De modtog 25.000 kr. til deres speciale, som går ud på at udvikle undervandsrobotter, som automatisk holder blandt andet boreplatforme og vindmølleparker fri for havets dyr og planter.

Det andet legat, som også lød på 25.000 kr., gik til en gruppe forskere, der med legatet nu er kommet et skridt nærmere en investering i et nyt trådløst EMG-system, som bachelor- og kandidatstuderende på idræt og idrætsteknologi kan få glæde af.

 

Fredrik Fogh Sørensen, Sigurd Stoltenberg Klemmensen, Malte Severin Rosencrone von Benzon og Kenneth Schmidt modtog 25.000 kr. fra Siemensfonden. Længst til højre er Karina Lødrup fra Siemensfonden.