AAU logo

Engineering

Nyhed

Terma og AAU i samarbejde om praktikophold hos Lockheed Martin

Terma og AAU i samarbejde om praktikophold hos Lockheed Martin

Et nyt samarbejde mellem Terma og Aalborg Universitet (AAU) gør det muligt for studerende fra AAU at komme i praktik hos flyproducenten Lockheed Martin i Texas, USA. I den forgangne uge blev universitetet budt velkommen til praktikprogrammet af repræsentanter fra Lockheed Martin og Terma ved et arrangement på AAU’s campus i København

Glæden ved det kommende samarbejde var gensidig, da repræsentanter fra Terma, Lockheed Martin og AAU tirsdag mødtes til et uformelt arrangement på AAU i København. Her blev aftalen markeret. Helt konkret betyder den, at Terma til januar sender to AAU-studerende til Lockheed Martins flyfabrikker i Fort Worth, Texas og Marietta, Georgia. Her skal de sammen med ingeniørstuderende fra både Aarhus Universitet og DTU arbejde med F-35 kampfly hos Lockheed Martin.

- Vi er glade for at have AAU med i praktikprogrammet. Vi har brug for kompetente ingeniører i fremtiden, og de kunne meget vel komme fra AAU, sagde Jørn Henrik Levy Rasmussen, der er Senior Vice President, Market Development i Terma.

Også hos AAU ser man stor værdi i samarbejdet med Terma og Lockheed Martin.

- Det er en fantastisk mulighed for vores studerende, og vi er spændte på at høre, hvad de får ud af at være på praktikophold hos Lockheed Martin. Og samtidigt forventer vi da også, at aftalen bringer et endnu tættere samarbejde med Terma med sig, sagde Mogens Rysholt Poulsen, der er dekan for det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på AAU.
 

Store forventninger

Allerede nu er forventningen stor hos de to AAU-studerende Lorena Ximena Nigro og Alexander Kamp Nielsen. De ser begge frem til den unikke oplevelse, der venter dem.

- Det er voldsomt spændende at få lov til at arbejde med den mest avancerede teknologi inden for flyvemaskiner. Samtidig føler jeg, at jeg er med til at skrive en lille del af historien, når jeg nu skal til at bygge de kampfly, som skal være en del af det danske luftvåben i mange år frem i tiden, fortæller ingeniørstuderende Alexander Kamp Nielsen fra Autonomous Systems ved Aalborg Universitet.

Han har en drøm om at fortsætte sin karriere inden for storskala-produktionsapparater, eksempelvis flyindustrien eller bilindustrien, og der vil det kun være et plus at have Lockheed Martin på CV’et.

Den 10-11. januar rejser de i alt 11 studerende til USA for at gøre sig klar til at arbejde for Lockheed Martin.

Fakta

  • Praktikprogrammet blev etableret i efteråret 2014 mellem Aarhus Universitet, Lockheed Martin og Terma. Det var med inspiration fra Holland, hvor det anerkendte Technische Universiteit Delft en årrække med stor succes havde haft en aftale om at tilbyde fem-måneders praktikophold i USA.
     
  • Det er femte år i træk, at der skal et hold af sted, og indtil nu har 21 danske ingeniørstuderende været på praktikophold hos Lockheed.
     
  • I 2019 er Aalborg Universitet også med i programmet. Alexander Kamp Nielsen og Lorena Ximena Nigro deltager sammen med tre studerende fra Aarhus Universitet og seks fra DTU.

Kontakt

  • Kasper Rasmussen, kommunikationsdirektør hos Terma, tel: 8743 6091 / 2022 6091
  • Sanne Holm Nielsen, pressekontakt AAU, tel: 9940 3517