AAU logo

Engineering

Nyhed

Lasse Rosendahl er ny institutleder på Energiteknik

Lasse Rosendahl er ny institutleder på Energiteknik

Ny institutleder på Institut for Energiteknik hedder fra den 1. maj Lasse Rosendahl.

Pr. 1 maj 2020 tiltrådte professor Lasse Rosendahl i stillingen som institutleder på Institut for Energiteknik. Lasse har siden 1. november 2019 været konstitueret i samme rolle, hvor han afløste John K. Pedersen, der tiltrådte som prodekan for forskning på ENGINEERING.

Lasse har været tilknyttet Aalborg Universitet siden 1994, først som forskningsassistent, og i 1998 opnåede han sin ph.d.-grad inden for emnet ’termisk energiteknik’. Siden 2007 har han været professor på instituttet, som han nu overtager roret ved. Gennem årene har Lasse Rosendahl etableret sig som en af verdens førende forskere inden for teknologien HTL (Hydrothermal Liquefaction), der er en metode til at omdanne fx træaffald, slam og husholdningsaffald til bæredygtig biobrændstof, der kan bruges som alternativ til fossile brændsler i den tunge transport.

Selvom Lasse allerede har bestredet rollen som institutleder i et halvt år, så glæder han sig nu til, at rollen får en mere permanent karakter.

- Jeg er stolt over at skulle stå i spidsen for et institut, der ligger i den absolutte verdenselite inden for energiområdet. Og så glæder jeg mig til, at jeg sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne på instituttet skal tegne stregerne for fremtidens Energiteknik, siger Lasse Rosendahl.

Han vurderer, at en af nøgleopgaverne i den første tid bliver at sætte skub i instituttets uddannelsesportefølje. Derudover ligger der en vigtig opgave i at fremtidssikre instituttets allerede stærke økonomiske fundament.

Dekan Mogens Rysholt Poulsen ser frem til at fortsætte samarbejdet med Lasse Rosendahl:

- Lasse er en yderst erfaren herre, der kender feltet ud og ind, og så har han et enormt netværk i industrien og i politiske kredse – både på nationalt og internationalt plan. Samtidig er Lasse en excellent kommunikator, og jeg er overbevist om, at de kvaliteter tilsammen kommer til at skabe stor værdi for instituttet og for AAU, siger Mogens Rysholt Poulsen.

Størstedelen af Lasse Rosendahls tid vil fremadrettet bliver brugt i rollen som institutleder, men han kommer ikke til at slippe sit forskningsområde helt.

- Det er tid til, at nye kræfter overtager roret på dele af den forskning, jeg har været med til at bygge op gennem de sidste mange år. Men jeg slipper ikke grebet helt, og jeg vil fortsat være tilknyttet forskningen inden for ”advanced biofuels”, ligesom jeg også fortsat vil beholde en række poster i diverse udvalg inden for feltet, siger Lasse Rosendahl.

Lasse Rosendahls tiltrædelse som institutleder vil blive markeret ved en reception, når omstændighederne igen tillader det.