AAU logo

Engineering

Nyhed

Frede Blaabjerg modtager prestigefuld international energipris

Frede Blaabjerg modtager prestigefuld international energipris

AAU-professor Frede Blaabjerg er udpeget som dette års vinder af Global Energy Prize for sit sublime bidrag til omstillingen til grøn energi

 

Hvert år uddeles Global Energy Prize til en forsker, der har udmærket sig ved at levere fremragende forskning og udvikling på energiområdet. Frede Blaabjerg har helt specifikt modtaget prisen for sit tekniske og ledelsesmæssige bidrag til forskningen i effektelektronik. En teknologi, der kan bidrage til at øge andelen af vedvarende energi i vores energisystemer og dermed et vigtigt skridt på vejen mod FN’s verdensmål om at sikre bæredygtig energi til alle.  

I selskab med Nobelprismodtagere

Global Energy Prize er rangeret som en af de meste prestigefulde akademiske priser internationalt, og blandt de tidligere modtagere af Global Energy Prize er flere nobelprismodtagere repræsenteret.

Prismodtagelsen vækker stor begejstring hos AAU’s ledelse:  

- Prisen er en respektindgydende, men bestemt også fortjent anerkendelse af en forsker, som længe har befundet sig i den absolutte verdenselite inden for sit felt. Frede Blaabjergs betydning for international energiforskning er svær at overdrive, og det er særdeles glædeligt, at han nu belønnes for sin indsats med så imponerende en cadeau, siger rektor på Aalborg Universitet Per Michael Johansen.

I flere år har Frede Blaabjerg markeret sig som en af de mest indflydelsesrige forskere inden for effektelektronik, og han er blevet hædret ved adskillige lejligheder – blandt andet indtager han pladsen som verdens mest citerede forsker per publikation inden for fagfeltet ”engineering”. Derudover bestrider han lige nu også posten som præsident for IEEE Power Electronics Society, der er en verdensomspændende sammenslutning af forskere i effektelektronik med i alt 9.000 medlemmer. Men selvom priser og bevillinger ikke er en sjældenhed for den 56-årige professor, så betyder enhver udmærkelse noget ganske særligt:

- Global Energy Prize er en af de helt store energipriser internationalt, så derfor er jeg da også både stolt og ydmyg over at modtage den. Også når jeg kigger på listen over tidligere modtagere, så er det et meget fint selskab at komme i. Samtidig betragter jeg det også som en anerkendelse af, at mit fagområde er en vigtig bidragsyder til at gøre energisystemer mere vedvarende og mere effektive for verden, siger Frede Blaabjerg.

Frede Blaabjerg modtager prisen ved en ceremoni i Moskva til oktober.
 

Om Global Energy Prize

Global Energy Prize er blevet uddelt siden 2003 til prismodtagere fra 12 forskellige lande.

Ifølge IREG Observatory for Academic Ranking and Excellence er prisen i TOP-99 af internationale akademiske priser. Derudover rangerer ICDA (International Congress of Distinguished Awards) prisen i kategorien “Mega Awards”.

Med anerkendelsen følger knapt 4 mio. kr., som i 2019 skulle deles af to prismodtagere: Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet, Danmark og professor Khalil Amine fra Argonne National Laboratory, USA.

Se Global Energy Prize’s nyhed om Frede Blaabjergs udnævnelse her. 
 

Om Frede Blaabjerg 

  • Frede Blaabjerg er professor i effektelektronik
  • I 2017 blev Frede Blaabjerg udnævnt til Villum Investigator.
  • Frede Blaabjerg er vicepræsident for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).
  • Frede Blaabjerg er præsident for IEEE Power Electronics Society (PELS) i 2019 og 2020. IEEE PELS er et af IEEE’s 39 societies og tæller over 9.000 medlemmer på verdensplan.

Foto af Frede Blaabjerg: Akademiet for Tekniske Videnskaber.