AAU logo

Engineering

Nyhed

ENGINEERING ansætter prodekan for forskning og innovation

ENGINEERING ansætter prodekan for forskning og innovation

John K. Pedersen tiltræder som prodekan for forskning og innovation på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Den 1. november 2019 tiltræder John K. Pedersen som prodekan for forskning og innovation på Det ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet. I samme forbindelse påtager han sig også rollen som leder af ph.d.-skolen på fakultetet. John K. Pedersen er et kendt ansigt på det meste af AAU, da han gennem de seneste 26 år har bestredet posten som institutleder på Institut for Energiteknik.

Gennem sin tid som leder af Institut for Energiteknik har John K. Pedersen opbygget og udvidet et institut, så det i dag er et institut, der excellerer inden for forskning, innovation og ikke mindst hjemtag af midler på både nationalt og internationalt niveau. Derfor er det også med en vis portion vemod, at John K. Pedersen forlader instituttet, men han ser frem til de nye udfordringer.

- Jeg glæder mig enormt meget til at bringe min interesse og erfaring med forskning, innovation og samarbejde i spil på tværs af hele fakultetet. Jeg tror på, at jeg kan bidrage til fakultetets fortsatte udvikling med fokus på at styrke forskningen, øge den eksterne aktivitet og levere endnu flere innovative løsninger på samfundets udfordringer. Derudover kommer jeg også til at være optaget af, hvordan vi kan profilere og øge synligheden af al den verdensklasse-forskning, der allerede foregår på fakultetet, siger John K. Pedersen.

John K. Pedersen træder ind i dekanatet på ENGINEERING med en enorm ledelsesmæssig erfaring, og samtidig er han allerede vellidt i alle hjørner af AAU. Blandt andet derfor vækker ansættelsen af den nye prodekan også stor glæde hos dekan Mogens Rysholt Poulsen.

- John er en yderst kapabel profil til rollen, og han har gennem mange år vist sin evne til at indsamle nye ideer, til at inspirere sine medarbejdere og til at samarbejde bredt på hele AAU. Derfor er jeg overbevist om, at han kommer til at skabe stor værdi for det samlede fakultet, siger Mogens Rysholt Poulsen.

John K. Pedersen tiltræder stillingen som prodekan for forskning og innovation den 1. november 2019.

Vagtskifte på Institut for Energiteknik

John K. Pedersens ansættelse som prodekan betyder dermed også et vagtskifte på Institut for Energiteknik. Indtil en ny institutleder bliver ansat, vil Lasse Rosendahl tiltræde rollen som konstitueret institutleder.