AAU logo

Engineering

Droner

Selvnavigerende droner rykker ind i produktionen

Selvnavigerende droner rykker ind i produktionen


Selvnavigerende droner, som sikkert manøvrerer efter de optimale ruter og samtidigt kan transportere op til ½ kg. Lyder det som det rene utopi? Ikke desto mindre er det et af målene for det store samarbejde UAWORLD*, som Institut for Materialer og Produktion er en del af. Og det er ikke langt væk. Allerede nu er prototype version 2.0 klar og har været med på flere internationale messer, hvor interessen har været stor. 

I en verden, hvor optimering og effektivisering er nøgleord, er innovation og nytænkning essentielt for fremtidens udvikling. Netop innovation og nytænkning har også været i fokus i droneprojektet, UAWORLD.

- Udviklingen af droner går stærkt, så det kræver at være innovativ og ambitiøs for at følge med. Mange kender droner fra udendørslegetøj, men potentialet rækker meget længere, siger lektor Peter Nielsen fra Institut for Materialer og Produktion.

Ved hjælp af et detaljeret GPS-signal (positioneringssystem), driftssikkert trådløst kommunikation og rette programmering vil droner kunne blive autonome selvnavigerende enheder med løbende ruteoptimering og –tilpasning – helt uden menneskers indblanding. De vil nemt og hurtigt kunne transportere mindre genstande på tværs af produktioner, foretage automatiserede visuelle og fysiske kontroller og vedligeholdelse.

Autonome selvnavigerende droner bliver det nye smarte arbejdsredskab i produktioner og vil på sigt kunne  supplere de klassiske AGVer, Automated Guided Vehicles. Version 2.0 og den stigende interesse fra erhvervslivet indikerer, at arbejdet går stødt fremad, og at fremtiden vil indebære droner i produktioner.

*UAWORLD er et samarbejde mellem Institut for Materialer og Produktion, Department of Electronic Systems, RESEIWE, Sky-Watch A/S og Games On Track A/S. Projektet er støttet af Innovationsfonden.